Hvad er uretral striktur?

Når urinrøret beskadiges af forskellige årsager, dannes der arvæv, som trækker sig sammen under helingsprocessen, hvilket får urinrørets lumen til at snævres ind eller endda blive fuldstændig blokeret. Det slimede epitel bliver tyndere og undergår delvist metaplasi til et lagdelt pladeepitel. Propria-laget bliver diskontinuerligt, og den vaskulære sinusformede struktur i corpus spongiosum erstattes i vid udstrækning af fibrøst bindevæv, som blander sig med det svampede væv uden en klar grænse. Resultatet af alle disse ændringer er urinrørsstriktur.

Uretral striktur er en af ​​de mest almindelige tilstande inden for urologisk kirurgi. I de senere år, med udviklingen af ​​industrier som transport og byggeri, samt den stigende brug af intrauretrale instrumenter og kirurgiske procedurer, er forekomsten steget i både udviklede og udviklingslande. Almindelige årsager til uretral striktur omfatter medfødte, inflammatoriske, traumatiske, iatrogene og idiopatiske faktorer.

Fordi den mandlige urinrør er længere end den kvindelige urinrør og adskiller sig i anatomisk placering og vævsstruktur, er den mere modtagelig for traumer og infektioner. Kombineret med sociale faktorer rammer tilstanden overvejende voksne mænd.

1. Årsager til urinrørsstriktur

Uretral striktur kan klassificeres som enten spastisk eller organisk.

Spastisk urethrastriktur er et midlertidigt fænomen forårsaget af sammentrækning af den eksterne urethrale lukkemuskel. Medvirkende faktorer kan omfatte urethritis, urethrale sten, intrauretral instrumentering eller unormal seksuel aktivitet. Spastiske strikturer kan generelt behandles med omfattende behandling, herunder fjernelse af medvirkende faktorer, varme sitzbade, beroligende midler, smertestillende midler og antispasmodika.

Organiske strikturer kan klassificeres i tre kategorier baseret på ætiologi:

① Medfødt urethrastriktur, såsom meatalstenose eller urethraklapper.

② Inflammatorisk uretral striktur, som kan skyldes gonoré, tuberkulose eller uspecifikke infektioner. Strikturmønsteret har en tendens til at være komplekst, og graden af ​​forsnævring er ofte alvorlig. Efter tidlig infektionskontrol involverer behandlingen primært uretral dilatation. Derudover kan indlagt kateterisation også forårsage uretral striktur.

③ Traumatisk urethrastriktur er den mest almindelige type og skyldes alvorlig urethraskade med utilstrækkelig eller forsinket initial behandling.

Patologisk varierer graden, dybden og længden af ​​strikturen betydeligt. Typisk er der kun en enkelt striktur, selvom gonokokstrikturer kan være flere. Strikturer kan blive sekundært inficerede, hvilket fører til urethrale divertikler, periuretral inflammation, prostatitis eller epididymo-orchitis. Hvis urinvejsobstruktionen fortsætter på lang sigt, kan det i sidste ende resultere i hydronefrose, nyresvigt og uræmi.

2. Klinisk præsentation af uretrastriktur

Symptomer på urinrørsstriktur varierer afhængigt af dens grad, omfang og progression. De vigtigste symptomer er som følger:

For det første vandladningsbesvær, med urinretention i alvorlige tilfælde. I starten oplever patienterne anstrengelse for at tisse, forlænget vandladningstid og en delt urinstråle. Gradvist bliver stråleformen tyndere og urethra-området kortere, og udvikler sig til sidst til et savlende mønster. Når detrusormusklen trækker sig sammen, men ikke kan overvinde urinrørets modstand, øges resturinvolumenet, hvilket potentielt kan føre til overløbsinkontinens eller urinretention.

For det andet er urethral striktur ofte ledsaget af kronisk urethritis. Det kan føre til sekundære blæreinfektioner, sten eller epididymo-orchitis. Den proximale urethra udvider sig over strikturen, og urinstase kan føre til tilbagevendende urinvejsinfektioner, periuretrale abscesser, urethralfistler, prostatitis og epididymitis. Den resulterende obstruktion kan forårsage hydronefrose og tilbagevendende urinvejsinfektioner, hvilket i sidste ende fører til nedsat nyrefunktion eller endda uræmi.

For det tredje kan kronisk forhøjet intra-abdominalt tryk føre til komplikationer såsom brok, hæmorider og endetarmsprolaps.

3. Diagnostiske undersøgelser for uretrastriktur

1. Urethral palpation og scrotal/anal undersøgelse

Alle patienter med traumatisk urethrastriktur bør gennemgå rutinemæssige anal-, rektal- og prostataundersøgelser. Signifikant opadgående forskydning af prostata tyder på en højere placering af strikturen eller et længere striktursegment. Proktoskopi kan bestemme tilstedeværelsen, størrelsen og placeringen af ​​en uretrorektal fistel.

2. Undersøgelse af uretralyd

Uretral sondering kan bestemme placeringen, graden og længden af ​​​​stricturen.

3. Uretrografi

Denne undersøgelse er et vigtigt grundlag for valg af behandlingsmetode.

4. Uretral ultralyd

Dette giver den fordel, at lagene i urethralumen, corpus spongiosum-vævet og det periuretrale væv tydeligt kan skelnes, hvilket muliggør en præcis estimering af strikturlængden, samtidig med at gentagen røntgeneksponering fra kontrastmiddelundersøgelser undgås.

5. Urethral MR

Magnetisk resonansbilleddannelse (MRI) har diagnostisk referenceværdi for urethrale strikturer efter bækkenfrakturer.

6. Andre

Urinvejsinfektioner er ofte forbundet med unormal urinanalyse og bakteriologiske fund, som er betydningsfulde for valg af antibiotika.

4. Behandling af urinrørsstriktur

Nuværende behandlingsmetoder for urethrastriktur omfatter primært urethradilatation, intern urethrotomi, laserbehandling, urethrastentplacering og åben urethrarekonstruktion, inklusive end-to-end anastomose og substitutionsurethroplastik. Valget af behandling bør individualiseres baseret på strikturens ætiologi, placering, længde, komplikationer og tidligere kirurgiske historie for at udvikle en personlig behandlingsplan for hver patient.

Ansvarsfraskrivelse

Noget af indholdet i denne artikel stammer fra onlinekilder. Hvis der er nogen overtrædelse, bedes du kontakte os for at få det fjernet.

De medicinske oplysninger, der gives her, er kun til reference og bør ikke bruges som grundlag for klinisk diagnose eller behandling.