Ernærings- og kostvejledning til patienter med rygmarvsskade

Efter en rygmarvsskade fokuserer patienter og deres familier ofte på de mere synlige problemer såsom genopretning af knogleskørhed, motorisk og sensorisk rehabilitering samt tarm- og blærekontrol. Andre fysiske tilstande eller interne ændringer overses dog ofte på grund af manglende forståelse eller tilsyn med plejen, hvilket forhindrer patienter i at modtage omfattende pleje. Ændringer i kropsvægt, ernæringsbalance, væskeniveauer, blodets elektrolytter og endokrine lidelser efter rygmarvsskade kan, hvis de ikke overvåges, føre til komplikationer i sent stadie, som ofte er uventede. Almindelige metaboliske og endokrine problemer efter rygmarvsskade omfatter ernæringsmæssig ubalance, vægtændringer, forhøjet kolesterol, blodets elektrolytubalancer, hormonelle forstyrrelser, anæmi og osteoporose. Hver af disse diskuteres nedenfor.

Ernæringsmæssig ubalance

I den akutte fase af indlæggelsen kræver rygmarvsskadepatienter ofte hovedimmobilisering eller cervikal traktion, hvilket øger vanskeligheden ved at spise. Samtidig gør hånddysfunktion forårsaget af skaden det vanskeligt for patienterne at spise selvstændigt, hvilket kræver hjælp fra familiemedlemmer. Disse fysiologiske udfordringer kan også føre til psykologiske barrierer, depression, dårligt humør, dårlig appetit og en betydeligt reduceret lyst til at spise. Hvis patienter eller familiemedlemmer ikke er opmærksomme på disse problemer eller øger det samlede kostindtag, kan det let resultere i en ernæringsmæssig ubalance. Derudover er de betydelige ernæringsmæssige behov, der kræves til postoperativ sårheling, og den øgede stofskiftehastighed forårsaget af rygmarvsskadekomplikationer såsom tryksår, lungebetændelse eller urinvejsinfektioner, alle væsentlige årsager til ernæringsmangel. Hvis kropsvægten falder mere end 10 % under standardvægten, serumalbumin falder til under 3 g/dl, eller hæmoglobin falder til under 12 g/dl, er dette advarselstegn på, at ernæringsstatus kræver opmærksomhed.

Vægtændringer

I den indledende periode efter en skade oplever patienter ofte vægttab. Den primære årsag er, at knogler og blødt væv beskadiges efter skaden, og intracellulær væske flyttes til det ekstracellulære rum. Kombineret med øget nokturi i løbet af den første måned efter den akutte skade er vægttab almindeligt. Kombineret med det reducerede fødeindtag eller den ernæringsmæssige ubalance forårsaget af de ovennævnte fysiologiske og psykologiske faktorer kan vægttabet blive endnu mere udtalt.

Vægtændringer i den kroniske fase er dog ret forskellige. Seks måneder efter skaden har vægten tendens til gradvist at stige. Fordi rygmarvsskade resulterer i lammelse af lemmer, atrofieres musklerne gradvist og erstattes af fedtceller. Derudover bliver patienter ofte hjemme på grund af mobilitetsvanskeligheder, hvilket fører til øget fødeindtag, men nedsat fysisk aktivitet, hvilket resulterer i overdreven ernæring og endda fedme. Fedme gør til gengæld bevægelse vanskeligere og forårsager træthed, hvilket skaber en ond cirkel med yderligere reduceret aktivitet og betydelig vægtøgning. Fedme er ikke godartet - det øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme, cerebrovaskulær sygdom, unormal blodsukkerkontrol, forhøjet blodtryk og forhøjede blodlipider, hvilket tilføjer yderligere udfordringer til dem, som rygmarvsskadepatienter med motoriske og sensoriske handicap allerede står over for.

Kolesterolændringer

Som beskrevet ovenfor oplever patienter med kronisk fase rygmarvsskade, udover fedme, ofte nedsat HDL-kolesterol (high density lipoprotein), forhøjet LDL-kolesterol (low density lipoprotein) og forhøjede triglycerider i blodet, hvilket bidrager til åreforkalkning. Kombineret med unormal blodglukosekontrol efter skade, nedsat daglig aktivitetsniveau eller utilstrækkelig hjemmemotion øger disse faktorer risikoen for hjerte-kar-sygdomme såsom angina pectoris og myokardieinfarkt.

Hypercalcæmi

Unge patienter med rygmarvsskade er mere tilbøjelige til at udvikle hypercalcæmi i den akutte fase. Den primære årsag er reduceret lemaktivitet efter skade, hvilket fører til calciumtab fra knoglerne og nedsat knoglegenerering. Hvis symptomer som hovedpine, træthed, rastløshed, kvalme, opkastning eller endda anfald opstår, bør man være opmærksom på, om calciumniveauet i blodet er unormalt højt. Hypercalcæmi forårsager ikke kun klinisk ubehag, men øger også calciumudskillelsen i urinen - typisk tre gange så høj som hos en normal person - hvilket kan føre til urinvejssten og, på grund af knogletab, osteoporose. For at forhindre disse komplikationer bør patienterne opfordres og hjælpes til at stå tidligt ud af sengen og øge lemmernes mobilitet for at minimere calciumtab fra knoglerne. Tilstrækkeligt væskeindtag er også vigtigt. Hvis symptomer som hovedpine, træthed, rastløshed, kvalme eller opkastning fortsætter på trods af disse foranstaltninger, kan passende farmakologisk behandling være nødvendig.

Blodforandringer

I den akutte fase efter rygmarvsskade opstår der ofte forbigående anæmi, sandsynligvis på grund af fortyndingseffekter fra ændringer i intracellulær væske. Det forsvinder dog typisk gradvist i den kroniske fase. Hvis anæmien fortsætter, er det vigtigt at kontrollere for ernæringsmæssig ubalance eller kroniske infektioner såsom tryksår eller urinvejsinfektioner. Derudover bør ændringer i blodglukoseniveauet overvåges, da cirka 40%-70% af patienterne udvikler nedsat glukosetolerance i den akutte fase, selvom dette normalt forbedres over tid.

Principper for koststyring

På grund af nedsat aktivitetsniveau og en overvejende stillesiddende livsstil derhjemme efter rygmarvsskade har patienter en lavere basalstofskiftehastighed og tilsvarende lavere kaloriebehov. Generelt har patienter med tetraplegi brug for cirka 23 kcal/kg/dag, mens patienter med paraplegi har brug for cirka 28 kcal/kg/dag på grund af deres højere aktivitetsniveau. Daglige kostvalg bør understrege et højt fiberindhold, lavt fedtindhold og lavt kolesteroltal, sammen med kaloriejustering med det mål at reducere triglycerider i blodet og neutrale fedtstoffer, samtidig med at kropsvægten kontrolleres og det energiforbrug, der er nødvendigt for langsigtet rehabilitering, opretholdes.

Kalorierige fødevarer bør undgås, såsom stegt mad, fedtholdigt kød, desserter, kager, is, sodavand og sødede drikkevarer. Brug af svinefedt bør undgås ved madlavning, og fødevarer med højt kolesteroltal, såsom æggeblommer, indmad og overdreven indtagelse af fisk og skaldyr, bør reduceres. Indtaget af fiberrige fødevarer såsom grøntsager, korn og frugt bør øges, sammen med et tilstrækkeligt vandforbrug. Disse anbefalinger har til formål at hjælpe patienter med, under vejledning af læger, diætister og sygeplejersker, at undgå uhensigtsmæssig vægtøgning og opretholde en ernæringsmæssig balance, samtidig med at risikoen for hjerte-kar-sygdomme forårsaget af forhøjet kolesterol og triglycerider reduceres. Gode kostvaner er grundlaget for den daglige sundhedsstyring.

Ansvarsfraskrivelse

Noget af indholdet i denne artikel stammer fra onlinekilder. Hvis der er nogen overtrædelse, bedes du kontakte os for at få det fjernet.

De medicinske oplysninger, der gives her, er kun til reference og bør ikke bruges som grundlag for klinisk diagnose eller behandling.